grilltip

Nexgrill Tips og Tricks - Termometer

Styr på varmen i grillen?  

Alle Nexgrill gasgriller har termometer, så du altid har styr på temperaturen i din grill. Men hvor langt kan og skal temperaturen komme op?

Få en gennemgang af termometeret her.

Nexgrill termometeret viser temperaturen i både Celcius og Fahrenheit. Celcius aflæses på tallene indvendigt nederst på skalaen i displayet, og skalaen går fra 50 til ca. 420 grader.

At et termometer går op til 420 grader C er ikke ensbetydende med, at grillen i sig selv kommer op i 420 grader. Der er en buffer på skalaen.

Producentens krav til temperaturen i en Nexgrill ligger på 262 - 316 grader C, og vores forventning, til hvad grillernes temperatur normalt skal kunne komme op på, er 290-300 grader C. Sommetider kan den så snige sig op over 300-350 grader C eller ligge lidt lavere, alt efter vind og vejr. Bufferen på termometeret er der, så der vises, hvis der er ekstra varmt, fx ved opflamning eller en lille fedtbrand.

Man kan sammenligne grilltermometeret med speedometeret i en bil; Ofte går speedometeret op til 220-240 km/t, men bilen i sig selv kan max køre 185-200 km/t.

At selve termometeret kan gå til 420 grader C er ikke ensbetydende med, at grillen i sig selv kommer op i 420 grader.

Der kan opstå dug/kondens i termometeret på alle griller, og det betyder ikke, at termometeret er defekt. Det kan afhjælpes på to måder: Den ene måde er at varme grillen op. Når grillen kommer op i max temperatur, efter ca. en halv times tid, vil duggen begynde at fordampe og forsvinde. Hvis man synes, det irriterer med dug i termometeret, imens man griller, kan man banke let på ruden af termometeret med en finger, så kondensen samler sig bedre i dråber og løber ud af hullet forneden i kanten af termometeret, designet til netop dette formål. Den anden metode er, at man afmonterer termometeret og lægger det ind i sin indendørs ovn på 200-300 grader i en halv times tid, indtil duggen er væk.

Termometeret afmonteres nemt ved hjælp af en nøgle str. 8, hvormed man skruer de to skruer løs på indersiden af grillen, som termometeret er fastgjort til låget med. Efter endt ”varmebehandling” i ovnen, monteres termometeret igen, nu dugfrit.

Der kan opstå dug/kondens i termometeret på alle griller, og det betyder ikke, at termometeret er defekt.

En af årsagerne til denne dug/kondens i grilltermometeret er, at vi bor i Danmark, hvor klimaet betyder en del regn og fugt i luften. Plus, hvis man bor ved vandet, kan det også betyde mere fugt i luften og dermed i grilltermometeret. Et cover kan til dels beskytte mod fugt og især regn, men det kan ikke altid forhindre kondens inde under coveret.

 

Ring til os eller send os en e-mail. Hvis du har spørgsmål om din Nexgrill, hjælper vi dig hellere end gerne.